FamilienDubai
Thursday, December 01, 2005
  Anemone
Nu hvor I har set lidt af vores kvarter, synes vi også, I skal se, hvordan Anemones hverdag ser ud her i Dubai.
Anemone blev taget ud af børnehaven på Frederiksberg og holdt en god lang sommerferie både i sommerhuset og hos Kirsten og Hugo i Aalborg, inden vi drog ned til Ask, som allerede havde været i Dubai i 11 uger, inden vi ankom.
Efter 1 måned startede Anemone i skole, Wellington International School (http://www.wellingtoninternationalschool.com/), uden at kunne sige andet end "I am fine" og "My name is Anemone", og vi var lidt nervøse over, hvordan det skulle gå med hende.



Inden første skoledag skulle vi dog lige ud og investere i skoleuniform, sko og tilbehør. Til hverdag er hun i nålestribet nederdel, creme polo t-shirt, hvide strømper og sorte sko, og til gymnastik skal hun have mørkeblå shorts, hvid polo t-shirt og valgfrie sko, overraskende nok fandt hun nogle lyserøde barbie gummisko....

Anemone er meget stolt af sin uniform, og vi synes bare, det er skønt at slippe for den sædvanlige kamp om, hvad hun kan/skal/vil/må have på. Ingen prinsessekjoler eller diademer, kun uniform!
Det lyserøde er dog ikke helt ude af billedet på trods af uniformen, der er jo stadig hårpynt og underbukser.... og heldigvis kan man jo klæde om efter skole.
Som I kan se, er hendes prinsesse udklædning nok mere præget af de arabiske kvinder hun ser, end af Kronprinsesse Mary.



Anemone klarer sig imponerende flot i skolen, hvor hun er sammen med 19 andre børn fra 13 forskellige nationer. Hun er en af de få ikke-engelsk talende i klassen, men hun er altid den der sidder forrest eller synger højest, så det har ikke holdt hende tilbage.

Hun møder hver dag klokken 7.50 og slutter 14.10, på nær om onsdagen, hvor hun nu går til ballet, i en tredje uniform! Ballet er et hit, og hun mener selv, at Bedtsefar vil blive så stolt, når han ser hende.



Da vi hjemmefra talte om skole, havde vi et skræmmebillede af 4-årige børn, der sad bænket hele dagen. Heldigvis er det ikke sådan i virkeligheden. Al indlæring foregår via leg, og der er imponerende, hvad hun kan efter 2 1/2 måned. Alfabetet, tæller til 50, sange og rim, kan skrive sit navn, angive former og en masse andet, alt sammen på engelsk.
Forleden fortalte hun os, at når vi kommer tilbage til Danmark, så vil hun i engelsk skole, fordi hun ikke længere kan dansk!

Ud over skole hygger hun sig rigtig meget med de børn, der bor omkring os. De leger sammen i poolen, på legepladserne og er så småt begyndt at gå på besøg hos hinanden.



Anemone har holdt sin 5-års fødselsdag med en masse gæster, en blanding af Asks kolleger og de familier vi kender her i Springs. Det var et sandt eldorado for hende, med et hav af lyserøde gaver, og en masse hilsener hjemmefra. Tak til alle jer der huskede hendes fødselsdag, det er vi meget glade for, og det betød meget for Anemone.

De daglige svømmeture giver virkelig resultater, og det er skønt at se, hvordan hun nu hopper i fra kanten og kan dykke ned og hente ting fra bunden af bassinet. Ask er meget stolt og insisterer på, at Maria snart får lært det samme som Anemone.



Alt er dog ikke ren lykke og idyl, for selvfølgelig savner hun alle sine og vores venner, familien, pædagogerne fra børnehaven og den hverdag hun kendte til i Danmark. Vi prøver så godt vi kan at hjælpe hende, har sat billeder op af dem hun kender, ringer tit til Danmark og sender et utal af kort og breve, som hun dikterer og tegner til.
Hun bliver altid meget glad for breve og postkort, eller en mail med fotos, så skriv endelig til hende, så bliver hun glad.

Næste dagbogsnotat handler selvfølgelig om Mikkeline og alle hendes gale streger....






 
Comments: Post a Comment



<< Home

ARCHIVES
November 2005 / December 2005 / January 2006 / February 2006 / April 2006 / May 2006 / June 2006 / September 2006 / October 2006 / March 2007 / April 2007 / May 2007 /


Powered by Blogger