FamilienDubai
Monday, December 05, 2005
  Mikkeline
Så er turen kommet til Mikkeline, som virkelig har det godt her i Dubai og nyder livet.



Mikkeline stoppede samtidig med Anemone og har indtil nu været hjemmegående sammen med Maria i 5 måneder, uden af nogen af dem har lidt større overlast.
Mikkeline har dog fået knubs hernede, det værste skete efter kun 10 dage i Dubai. Maria og Mikkeline var på kaffeslabberas, hvor Mikkeline legede med sin lille veninde Nina fra England, da hun fik et meget tungt trælåg ned over sin finger. Låget sad helt fast, stakkels Mikkeline skreg og det BLØDTE. Det var værre end først antaget og vi endte med at blive hentet af ambulancen og kørt tværs igennem Dubai i myldretiden. Sikke en oplevelse, man skal ikke være stærkt blødende, for så når man ikke frem i live. Bilerne rykker sig ikke for ambulancen og kørslen foregår over alle 5 baner.
På hospitalet endte Mikkeline med 2 sting og en mægtig bandage. Hun klarede det rigtig flot.




I september da det stadig var 45-50 grader midt på dagen lavede Mikkeline et rigtig bøllenummer. Anemone og Ask var i biografen og Maria ville lige ud med skraldespanden. Da Maria næsten havde nået skraldespanden, lød det et "klik" fra hoveddøren, det var Mikkeline der havde låst døren.
Uden sko, nøgler eller mobil stod Maria i varmen og kunne ingenting gøre. Efter utallige forsøg på at få Mikkeline til at åbne døren eller et af vinduerne kom der et barn på cykel, som hentede en mobil så vi kunne ringe til vagtfirmaet. Mikkeline stod skrigende oven på skrivebordet mens moderen stod i blomsterbedet og prøvede at berolige hende.
Efter en time lykkedes det de seks tilkaldte mænd at få boret cylinderen ud, så døren kunne åbnes.
Vi har ikke længere nøgler siddende i døren, når vi går ud med skrald eller vander blomster......

Hver tirsdag er der legegruppe her i Springs 11, hvor mødrene sladrer og børnene leger og hygger sig sammen. Det går på skift hvem der lægger hus til, som regel er vi 5-6 mødre og 8-10 børn, så det er en hektisk eftermiddag.

Mikkeline er ligesom Anemone blevet rigtig god til at svømme, har i løbet af de sidste par dage fundet ud af at flyde på ryggen, og nyder det. Da vi lige var kommet herned ville hun kun sidde på kanten, så det er gået hurtigt med hende.
På billedet er Mikkeline sammen med Nina.



Det virker også som om hendes sprog endelig er kommet i gang, lidt svært at forstå, men med lidt god vilje er det forståeligt. Hvis man spørger hende på engelsk, hvordan hun har det svarer hun ligeså fint " I am fine", hun kan også sige "no thanks" og "bye-bye".

Mikkeline fik en cykel af Kirsten og Hugo, da hun blev 2 år, og den kom med til Dubai. Nu bruger hun den flittigt, når hun skal til poolen eller legepladsen. Hun suser op og ned af kantstenene, en ting som Anemone først har kastet sig ud i her i week-enden.



Hun er en rigtig charmetrold, som de lokale lige bliver nødt til at nusse i håret eller ae på kinderne, som regel tager hun det meget pænt, og hvis hun ikke gider skriger hun "no" højt og længe.


Det var nok for denne gang.


 
Comments: Post a Comment



<< Home

ARCHIVES
November 2005 / December 2005 / January 2006 / February 2006 / April 2006 / May 2006 / June 2006 / September 2006 / October 2006 / March 2007 / April 2007 / May 2007 /


Powered by Blogger